Snik-snak-lommeuld-kulturens passiverende indflydelse har sin værdi ved at forhindre reformer eller direkte oprør, der kunne forandre samfundet.
Samfundets tab på Stein Bagger er angiveligt forøget med rundt en mio. kr. efter DRs indkøb af et interview, der blev leveret af et firma v/ Reimer Bo Christensen. Moral omkring forbrydelser er jo et af de vellykkede danske integrationsprojekter, og TV-dækningen er derfor helt naturlig. Prime Time Crime. De små behøver ikke at være gået i seng til den slags.
Der er ingen grund til at ændre dette, før man skifter holdning til kriminalitet – og hvem kan dybest set det i et land, der formodes styret demokratisk af så mange love, at ingen magter at læse eller forstå dem. Sidste år blev det jf. Berlingske til 1.340 nye love og bekendtgørelser! Læs blot løs.
Fællesnævneren i et så komplekst samfund må nødvendigvis være lav. Tidens medier må betragtes som en sammenvævet del i den nuværende smalltalk-epoke. Politisk diskussion udøves i sand græsk stil, hvor man frit taler om alt mellem himmel og jord uden at ane noget specielt om det. Tidsfordriv under foregivende af herved at foretage noget vigtigt er den sande opgave. Meningsløshed camoufleret som seriøsitet.
Befolkningen formodes at værdsætte mediekulturen højt. Dårligt udrustede politikere må derfor via lynkursus klargøres til at kunne fremtræde i nye »selviscenesatte roller«.
Det er en slags reality-skuespil på et så højt plan, at kun den manglende gennemslagskraft mellem teori og praksis formår at begrænse skadevirkningen ude i samfundet. Senest påhit er et forslag om at give 12 minutter mere om dagen. Det er vist kun for offentligt ansatte og politikere, at den slags kan være noget nyt. Afstanden til virkeligheden blottes.
Der findes ellers en stor kreds af mediefolk, der kan hjælpe politikerne med afprøvning af ideer i testgrupper, imageprofilering og spindokteri. I lighed med partierne, hvor vælgerne for længst har tabt interessen for demokratiets udbud, må skatteyderne naturligvis betale for det nødvendige supplement af uddannelse og et korps af virtuelle handikaphjælpere.
Snik-snak-lommeuld-kulturens passiverende indflydelse har sin værdi ved at forhindre reformer eller direkte oprør, der kunne forandre samfundet. Interessen i at fremlægge sandheden kan næppe formodes at være stor, når der opbygges gensidig afhængighed mellem mediefolk og politikere.
DR’s adfærd med manglende evne til at fremskaffe indhold til en rimelig pris er et signal om den gældende strukturs fejl. Hvis vi ikke var tvangsindlagt til at betale for blot at få adgang til internettet og andre TV-kanaler, ville DR være halveret.
I en større sammenhæng er det endnu et eksempel på den »elite«-struktur, der har udviklet sig i de seneste 10-15 år i de vestlige lande. Det findes inden for underholdning, reklame, sport, politik, bankvæsen, forbrugsvarer osv. Der udvikler sig et establishment, hvor prisdannelsen holdes oppe på et højt niveau samtidig med, at der skal være en passende – ofte kun profileringsbaseret – afstand til hovedfeltet. Brand Value. De mange betaler til de få. Toppen søger at overbevise om fortrinlige egenskaber. Det er altså en form for monopolopbygning. Faglig eller kunstnerisk overlegenhed er kravet.
Den findes dog sjældent i alment orienterede forhold. Fine egenskaber findes derimod hos mange mennesker, og dynamikken i et samfund består i at udvikle nye talenter og turde skifte.
